Svend Rasmus Willy Beim

Når ovenstående kontrakt effektueres træder nedenstående interessentskabskontrakt i kraft.

Interessentskabskontrakt med Peter Gram

Vi undertegnede, dyrlæge Svend Beim, Løgumkloster, og dyrlæge Peter Gram, Visby, opretter herved følgende interessentskabskontrakt:

1. Dyrlæge Svend Beim og Peter Gram overtager i fællesskab den af dyrlæge Chr. P. Andersen hidtil i Løgumkloster drevne dyrlægevirksomhed, hvilken virksomhed er overtagger af dyrlæge Svend Beim ved kontrakt af 24. maj 1953 for en kontant sum af kr. 50.000, der skal betales d. 1. august 1953. Praksis skal overtages d. 1. august. Dog skal Chr. P. Andersen med 14 dages varsel kunne forlange, at hr. Beim overtager praksis før 1. august 1953, dog tidligst d, 1. juli 1953.

Nærværende kontrakt træder først i kraft, når dyrlæge Sv. Beim overtager Chr. P. Andersens praksis i Løgumkloster, altså senest d. 1. august 1953.

2. Hver af parterne betaler kontant halvdelen af dem for Chr. P. Andersens praksis forlangte købesum, kr. 50.000. Desuden betaler dyrlæge Peter Gram til dyrlæge Svend Beim 5.000 som betaling for den af dyrlæge Sv. Beim allerede oparbejdede praksis i Løgumkloster. Det sidstnævnte beløb betales ved overtagelsen af praksis.

Vi deler lige den fordel eller det tab, der måtte blive en følge af interessentskabet. Over for tredjemand hæfter vi solidarisk for de interessentskabet påhvilende forpligtelser.

Det bemærkes, at faglige tidsskrifter er fælles, og udgifter hertil afholdes af interessentselskabet, medens anden faglitteratur betales af hver part for sig. Udgifterne til hver parts bil er ligeledes interessentskabet uvedkommende, dog at benzinforbruget til arbejdskørsel afholdes af interessentselskabet, herunder også private småture i omegnen, men ikke benzinforbruget ved rejser til København eller udlandet, med mindre der er rejser for interessentselskabet.

3. Hver af parterne indbringer et instrumentarium, hvorom der udfærdiges en liste. Parterne ansætter en værdi for de to instrumentarier – For den part, hvis instrumentarium ansættes til den højeste værdi, fradrages halvdelen af værdiforskellen i den pågældendes påhvilede andel af købesummen.

4. Vi forpligter os til af bedste evne at arbejde for forretningens fremme, og hvis forretningen kræver det, derpå at anvende vor hele arbejdskraft. I øvrigt fordeles arbejdet mellem parterne efter fælles aftale, idet der dog udfærdiges en arbejdsplan. Betydelige forretninger, indkøb af nyanskaffelser eller antagelse af medhjælp, hvortil udgifter betales af interessentselskabet, kan kun afsluttes efter fælles overenskomst.

5. Ingen af os er berettiget til af interessentselskabets midler at gøre udlån af penge eller penges værd ud over den kredit, som forretningen fordrer og gør nødvendig. Ligesom ingen af os må forpligte firmaet som kautionist og ej heller for at gøre andre en tjeneste må i firmaets navn udstede, trassere, acceptere, endossere eller overhovedet påskrive veksler, gældsbreve el. lign., således lover vi hinanden, at vi heller ikke personligt vil påtage os nogen kautionsforpligtigelse eller de andre ovenfor nævnte forpligtigelser.

6. Så længe interessentselskabet består, skal det være enhver af os forbudt at deltage i anden dyrlægepraksis. Såfremt en af parterne af en anden dyrlæge bliver anmodet om at yde hjælp i praksis for en kortere tid, må dette kun ske, hvis den anden part er enig heri.

7. Enhver af os er berettiget til at erholde udbetalte forretningen a conto årsudbytte 15000 kr. månedlig, hvilket beløb debiteres vore privatkonti.

8. Over forretningen føres et nøjagtigt og fuldstændigt bogholderi, udfærdiget af en revisor, og hvert år finder pr. 1. januar en fuldstændig opgørelse sted; denne skal være tilendebragt d. 15, marts. Ved denne opgørelse godskrives først hver interessent 5% årlig rente af hans til enhver tid i forretningen indestående kapital. Det resterende årsudbytte deles lige imellem interessenterne.

9. Parterne opretter en fælles girokonto samt bankkonto, hvorpå alle interessentskabets tilfaldende beløb indsættes.

10. Den andel, enhver af os har i interessentselskabet, kan ikke være genstand for arrest, beslag eller eksekution for nogen af den pågældende kontraheret, fællesskabet uvedkommende gæld.

11. Interessentselskabet er uopsigeligt til d. 1. januar 1955. Derefter kan enhver af os opsige interessentskabet med 6 måneders varsel til ophør den 1ste i en måned. Den generalballance, der bliver at opgøre ved ophævelsestiden jfr. §13 skal afgive den basis, hvorefter fællesskabet bliver at hæve.

Den opsagte interessent er berettiget til at overtage hele forretningen med samtlige aktiver og passiver og fortsætte samme uforandret på det sted og med samme firma mod at udbetale den opsigende interessent hans tilgodehavende efter opgørelsen, dog med betalingsfrist af 18 måneder fra opgørelsens tilendebringelse. Såfremt den opsagte interessent ikke skulle ønske at fortsætte forretningen for egen regning, bliver denne at afvikle for fælles regning og på bedste måde, dog således at opsigeren har ret til at overtage forretningen på basis af generalbalancen.

Når den ene interessent fortsætte praksis, må den anden (udtrådte) ikke nedsætte sig i Løgumkloster eller omegn og drive dyrlægepraksis i et område med en radius af 20 km med dyrlægeboligen i Løgumkloster som centrum, og han må heller ikke, hverken direkte eller indirekte være interesseret i nogen praksis i det nævnte område.

12. Skulle nogen af os i væsentlig grad misligholde kontrakten, hvilket skal anses som sket ved enhver overtrædelse af forskrifterne i §5 og 6, skal medkontrahenten være berettiget til at fordre interessentselskabet hævet, således at det beror på ham, om han vil fortsætte forretningen, hvilket kan ske på samme sted, alene mod at alene mod at betale den misligholdene part hans andel efter reglerne i §11, eller om han vil lade sig udløse, i hvilket tilfælde han kan udtræde den 1ste i en måned efter 14 dages opsigelse imod samtidig at få sin andel godtgjort. I tilfælde af sådan misligholdelse skal medkontrahenten inden 14 dage efter misligholdelsen er kommet til hans kundskab, skriftligt meddele den misligholdende part, at han vil påberåbe sig misligholdelsen, og hvilken af de nævnte muligheder han vil vælge, idet han i modsat fald skal anses for at have frafaldet sin ret til at gøre den pågældende misligholdelsesgrund gældende. I ethvert sådant misligholdelsestilfælde er medkontrahenten, hvad enten interessentselskabet ophæves eller ikke, berettiget til at fordre sig betalt som konventionalbøde kr. 2.000 – to tusinde – og desuden erstatning for det ved misligholdelsen direkte bevirkede tab.

13. Skulle nogen af interessenterne dø, medens interessentskabet består, eller skulle hans bo blive taget under konkursbehandling, står det den anden interessent frit for, når begæring derom fremsættes inden en måned efter dødsfaldet eller konkursen, at forlange, at forretningen ikke derfor skal standses i sin drift, og at heller ikke noget til forretningen hørende, af hvad navn nævnes kan, af skifteretten skal kunne tages underbehandling, forsegling og registrering, hvorimod en opgørelse pr. døds- og konkursdagen skal udarbejdes. Ved opgørelsen skal værdien af praksis ansættes til almindelig salgsværdi dvs. 75% af foregående regnskabsårs bruttoomsætning ekskl. Mund- og klovsyge. Vedkommende enke, bo eller arvinger skal være berettigede til ved en dertil valgt, kyndig og upartisk mand at lade interessentskabets bøger gennemgå og sammenholde med opgørelsen, og den tilbageblivende interessent skal desuden på tro og love ved påtegning på opgørelsen bevidne, at den er stemmende med bøgerne og efter hans overbevisning i det hele taget rigtig.

Udbetalingerne ifølge opgørelsen skal ske med en femtedel i hver af de efter dødsfaldet eller konkursen følgende sædvanlige halvårlige terminer, første gang i den termin, der indtræffer mindst 3 måneder efter dødsfaldet eller konkursen. For kapitalen udstedes gældsbevis, der forrentes fra døds- eller konkursdagen til betalingsdagen med 5% p.a., hvilket rente erlægges sammen med hver af udbetalingerne for den da forløbne tid. Gældsbeviset klausuleres i øvrigt således, at udeblivelse med renter eller afdrag ud over forfaldstid skal bevirke, at hele kapitalen eller dens rest straks er forfalden til skadesløs betaling.

14. Skulle nogen af interessenterne blive umyndiggjort, forholdes der, som om han var overgået ved døden.

15. I sygdomstilfælde passer den anden part uden udgift for den syge den hele praksis, dog ikke ud over et halvt år. Vedvarer sygdommen over et halvt år, engageres en vikar, og udgiften til denne betales af den syge. Såfremt en af parterne bliver uarbejdsdygtig, træder reglerne i §13 i kraft, således at der forholdes, som om han var afgået ved døden.

16. Opstår der nogen uenighed mellem os eller vore boer eller arvinger på begge eller den ene af siderne, det være sig i anledning af nærværende interessentskabs drift eller opløsning eller af denne kontrakt og dens rette fortolkning, skal enhver sådan tvivl afgøres ved voldgiftskendelse. Enhver af interessenterne udnævner en dyrlæge eller jurist til voldgiftsmand, og disse mænd skal, inden de påbegynder sagens behandling, udnævne en opmand. Kan de ikke enes om valget af en opmand, udnævnes han af Sø- og Handelsretten i København. Den afsagte kendelse afgør endeligt i sagen.

Når den ene interessent har valgt sin voldgiftsmand, og den anden ikke inden 8 dage efter at valget er meddelt ham har valgt en voldgiftsmand, er den anden interessent berettiget til også at vælge den anden voldgiftsmand, og den afsagte kendelse er desuagtet afgørende for parterne. Hver af parterne har kun ret til 2 gange skriftligt at fremsætte sine bemærkninger og har kun 14 dage hver gang til at udfærdige dette tilsvar, hvis ikke voldgiftsmændene særligt giver tilladelse til længere udsættelse. Oversiddes fristen, har han fortabt ret til genmæle, og sagen pådømmes i den stand den er. Når voldgiftsmændene har optaget sagen til kendelse, er de pligtige til inden 4 uger derefter at afsige kendelsen. I mangel heraf har enhver af parterne ret til at forkaste voldgiften og fordre tvisten afgjort ved domstolene.

17. Alle med kontraktens affattelse og stempling forbundne omkostninger bæres af interessentselskabet.

Til bekræftelse har vi i vitterlighedsvidners overværelse underskrevet denne kontrakt i 2 eksemplarer.

Tirsdag den 30/6.53

Svend Beim

Peter Gram

Svend gør alt for sine klienter. Flere og flere landmænd henvender sig til de 2 unge dyrlæger i Løgumkloster.

Samtidig læser Svend om de nye erfaringer og metoder fra det store udland. Det fører til en afhandling om kejsersnit hos køer, som i 1956 er ukendt i Danmark. (Se Sectio caesarea bovis, nederst).

Miltbrandtilfælde i Draved ved Løgumkloster

I midten af 1950´erne oplever Svend et tilfælde af miltbrand på en gård i Draved syd for Løgumkloster. Svend beskriver selv episoden som følgende:

En morgen ringede en landmand Andreas Eskildsen fra Draved og bestilte et lejlighedsbesøg til en ko, der var sløj. Ved 11 tiden ringede Andreas Eskildsen, at koen nu var død. Han havde haft besøg af inseminør Olling, der havde undersøgt koen pr. rectum (via endetarmen), da den ikke ville blive tyregal.

 (Et lejlighedsbesøg er, når dyrlægen er i området og kigger ind på gården. Landmanden sparer så kørselsgodtgørelsen.)

Vi tog begge dyrlæger (Beim & Gram) ud for at obducere koen. Vi fandt blodig enteriris (tarmbetændelse) med diarré. Milten var stærkt forstørret. Vi afbrød obduktionen og prøver blev udtaget og taget med hjem. Hunden blev bundet og fremmede blev forbudt adgang til stalden.

Jeg foretog nu undersøgelse af et udstrygnings-præparat og farvede det efter ”Gram” metoden. Herved kunne jeg se, at det drejede sig om miltbrandbakterier. Da det ikke er legalt at fortage undersøgelse for miltbrand, blev der udtaget prøver, der med påtegning ”smitsomt materiale” blev sendt til serumlaboratoriet i København.

Dagen efter ringede de, og fortalte mig, at de ikke havde fundet bakterier. Der blev nu podet på mus, og dagen derpå ringede de, at alle musene var døde, og der var konstateret miltbrand.

Veterinærdirektoratet foretog derefter afspærring af ejendommen. 2 køer, der var syge blev behandlet med penicillin, og blev hurtigt raske. Jeg ringede til inseminør Olling, og fortalte ham, at der var konstateret miltbrand hos koen, som han havde behandlet, og at han dermed havde været udsat for smittefare. Samtidig ringede jeg til lægen og spurgte, om han ville behandle mig med penicillin. Det mente han dog ikke var nødvendigt. ”Så kan jeg jo blive nød til at gøre det selv”, sagde jeg så til lægen, hvorefter han blev villig, og jeg kom i behandling.            

8 dage senere skulle min kompagnon Peter Gram have vagt. Hans kone Kirsten Gram ringede og fortalte, at han var blevet dødssyg og havde høj feber. Lægen kendte ikke meget til miltbrand og konsulterede derefter en ældre dyrlæge, Kühne, der stillede diagnosen miltbrand med karbukler på begge arme. (En Karbukel er en brandbyld). Peter Gram kom nu under intensiv penicillinbehandling. 8 dage efter var han rask igen, men med ar på begge arme efter karbuklerne. Han begyndte så at praktisere igen, men efter en uge blev han lige så syg igen. Trøjen han brugte var stærkt inficeret med bakterier. Trøjen blev nu brændt og han mærkede ikke mere til infektionen.

Der kom heller ikke flere tilfælde i kobesætningen.

Jeg spekulerede på, hvor smitten var kommet fra. Det lykkedes mig, at få en snak med et par ældre bønder bl.a. Nikolajsen fra Løgumkloster. De kunne fortælle mig, at på det sted, hvor landmanden havde haft sine roer, at der i gamle dage, inden destruktionsanstalternes tid, havde været en dødegrav

(En dødegrav er et stort hul, hvor alle døde dyr blev kastet ned og overhældt med kalk).

På grund af regnorme og muldvarpe var smitstoffet blevet ført op til overfladen og havde inficeret roerne.

Efter sædskifte 4 år senere, blev en ko igen syg. Den havde fået høj feber, efter at være fodret med roer fra det omtalte sted. Jeg var denne gang forberedt og kunne straks behandle koen korrekt.

Det var et af de tilfælde, hvor jeg fandt smittekilden til en alvorlig sygdom.           

Tyfus i en besætning ved Ravsted

Jeg blev tilkaldt til en ko med mælkefeber (lammelse efter fødsel). Koen blev behandlet og kom igen på benene. Dagen efter blev jeg igen tilkaldt, da koen stod med retentio secundinarum (tilbageholdt efterbyrd). Koen blev behandlet. Dagen efter blev koen voldsomt syg med stærk diarré. Prøver blev udtaget og indsendt til Serum-laboratoriet i København. Der blev her konstateret tyfus (thyfimurium) en særlig aggressiv type. Koen døde dagen efter.

Flere køer i besætningen blev angrebet og blev behandlet med antibiotika. Besætningen blev herefter isoleret. Jeg foreslog nu behandling med forskellige slags antibiotika for at finde ud af hvilken medicin, der havde den største virkning. For at klare problemet, tilså jeg besætningen hver dag i 14 dage. Der døde ikke flere køer. Ejeren blev også angrebet og lå med høj feber i 10 dage (han tabte 10 kg). Hans gamle mor på 80 år kunne trods advarsler ikke holde sig ude af stalden, indtil jeg sagde til hende, at jeg nok skulle sende en krans til hendes begravelse, hvis hun fik salmonellose og døde. - Det hjalp.

En nevø overtog nu pasningen af kreaturerne. Han blev grundigt sat ind i smittefaren. Han fortalte senere, at han en dag havde tabt sin pibe i grebningen. Han sørgede dog for at tørre den godt af i skjorteærmet, før han igen placerede den i munden.

Jeg foretog nu en grundig undersøgelse af foderet sammen med en tilkaldt landbrugskonsulent for bevisets skyld, hvis der skulle komme en erstatningssag. Vi undersøgte foderet fra ubrudte kraftfodersække. Prøver blev indsendt til analyse. Det viste sig nu at smitten kom fra kraftfoderet. Ejeren fik erstattet sin ko, mod ikke at oplyse nogen om tilfældet.

Jeg fik oplyst nummeret på kraftfoderet. Senere dukkede der flere tilfælde op, dog uden fatale følger. Men kraftfoderets nummer blev genkendt i alle tilfældene. At koen døde, må nok tilskrives, at den var stærkt svækket af fødslen og de tilstødende sygdomme.  

Tarmproblemer hos Stein på Store Åved:

En aften blev jeg kaldt ud til en kviefødsel. Fødslen gik på normal vis, men ved undersøgelse af kalven (en kviekalv), fandt jeg tarmfremfald gennem navlen. Tarmen var bristet. Da kalven ingen slagteværdi havde, besluttede jeg at prøve at sy tarmen sammen. Det mislykkedes i første omgang. Nu foretog jeg så en tarmresektion (afskæring af et tarmstykke) for at tarmenderne var lige tykke. Det lykkedes, og tarmene blev syet sammen og sat på plads i bughulen. Navlen blev herefter syet forsvarligt sammen. Ejerne mente helt sikkert, at det måtte koste ham en snaps, hvilket bekom os vel. Herefter sagde jeg farvel, og regnede ikke med at se kalven i live igen.

Nogle dage senere mødte jeg ejeren og spurgte efter, hvornår kalven døde. ”Nå kalven, jamen, den har det da godt.” Kalven fik navnet ”Pelle Tarmløs” og blev senere malkeko i besætningen.

Kredsdyrlægen:

Forholdet mellem kredsdyrlægen og jeg var ikke det allerbedste, da jeg ikke var tilfreds med hans diktatoriske udøvelse af sin gerning.

Bedre blev det ikke af en dag da (3) Minna var gået i byen og (1) Bent på 4 var alene hjemme. Kredsdyrlægen kom på inspektion, kontroleftersyn af indkøb af euforiserende stoffer og anvendelse af disse, samt brug af hospitalssprit. Da Minna kom hjem, fortalte Bent hurtigt sin mor at en fremmed mand var gået ind selvom han havde sagt, at der ikke var nogen hjemme. Han sad nu inde ved sin fars skrivebord og rodede i hans papirer. Min kone gik ind i kontoret og spurgte, om der var indbrud, men fik den besked, at det var kredsdyrlægen på inspektion.

”Jeg må nok hellere ringe til min mand, så han kan tage stilling til det her” sagde min kone.

Som sagt så gjort. - Men da jeg kom hjem var fuglen fløjet. Jeg tænkte over sagen, og ventede med at klage over embedsførelsen.

Om aftenen ringede min kompagnon, Peter Gram og fortalte, at kredsdyrlægen også havde været hos ham, hvor han havde fundet noget medicin (kridt og egebark), der ikke var købt på apoteket. Der var skrevet rapport, og der vankede ham nu en bøde.

Jeg beroligede ham med, at det ville han garanteret aldrig høre noget til, da jeg nok havde en klemme på kredsdyrlægen. Vi hørte dog heller aldrig mere om kridt og egebark rapporten, og jeg droppede også sagen.

Vi fik nu en ny kredsdyrlæge, der kom direkte fra Direktoratet. Det var der nogle dyrlæger, der var meget fornærmet over, bl.a. formanden for Sønderjysk Dyrlægeforening. Han indkaldte alle foreningens medlemmer til et protestmøde og gjorde os opmærksom på, at denne stilling havde han tænkt sig at overtage. Han fik dog ingen opbakning til sin protest. Men på trods af dette optrin var den nye kredsdyrlæge blevet udnævnt, fordi hans kones onkel var landbrugsminister.

Han besøgte alle dyrlæger i amtet og kom derfor også til Løgumkloster. Han kom kl. 9 om morgenen og tog først af sted kl. 23 om aftenen.

I sit embede kom han ud for store skuffelser. Han tog grueligt fejl et par gange. Han mødte kun modgang. (Konen rejste fra ham og han flyttede på kro). Til sidst opgav han sit embede og flyttede tilbage til København. Kort tid after besluttede han at tage sit eget liv. Han lukkede op for gassen og omkom. Om morgenen da postbudet kom og ringede på hans dør blev gassen antændt og det gav en voldsom eksplosion. Ved obduktionen fandt man ud af, at han havde været død inden eksplusionen. 

Før mobiltelefonernes tid   

Mens Svend Beim og Peter Gram passer deres landpraksis på snart 500 klienter, ordner deres koner regnskaberne og telefonpasningen på skift.

Det største arbejde var nok at passe telefonen; det var før omsen og momsen så dagens lys. Der fandtes ingen mobiltelefoner eller bilradioer. Der var mellem 30 og 40 besøg om dagen, som skulle lægges, så der var mindst mulig kørsel. Kort beskrevet foregik det på følgende måde:

Landmanden ringede til dyrlægen. Om morgenen kunne de træffe en af dyrlægerne frem til 7.30. Den anden dyrlæge var allerede kørt hjemmefra kl. 7. Herefter var det dyrlægekonerne, der tog mod besked. Vilhelmine noterede landmandens navn og adresse og dyret og dets sygdom. Kom der et hastebesøg, måtte hun hurtigt have fat i den dyrlæge, der var nærmest. Hvor langt var de mon nået i dagens program. Var Svend mon nået til Tyvse, eller var han stadig i Ellum. Hun måtte ringe rundt fra gård til gård for at erfare, at dyrlæge ikke havde været på gården endnu, at dyrlægen lige var kørt, at man ikke tog telefonen eller måske ikke havde en telefon på den gård dyrlægen var. Oftest var hun heldig, at Svend eller Peter Gram var på gården og kunne tage mod besked. Lige så frustrerende har det været at køre rundt fra gård til gård og kun have kontakt til Vilhelmine fra gårdejernes telefon.

Dette telefonræs mildnedes da dyrlægerne i 1960'erne fik installeret radiotelefoner i deres biler. Med den kunne Vilhelmine og Svend komme i kontakt med hinanden, når Svend var i eller i nærheden af bilen.

Senere går flere dyrlæger sammen og laver en Dyrlægecentral. Her ansætter de personale til regnskaberne og til at passe telefonen efter kl. 9 om morgenen.

Tyfus hos Frede Beier:

Fra Vestkysten

Svært at finde smittekilde til tyfusangrebet

Nye prøver og undersøgelser af Zanzibartyfustilfældet i Sønderjylland.

Samtidig med en skærpet kontrol og streng isolation vil der bliver gennemført nye prøver og undersøgelser af den kvægbesætning på Tønder-egnen, om er ramt af den såkaldte Zanzibar-tyfus. Vetrinærinspektør, Søren Møllgaard, Århus, besøgte i går ejendommen og så på forholdene samt drøftede sygdommens hidtidige forløb med ejeren, de lokale dyrlæger og andre eksperter på dette felt. Han erklærede efter besøget, at man fortsat betragter sygdommen med største alvor, men den er – efter hans opfattelse – på retur i besætningen.

- Det er meget vanskeligt at bekæmpe disse tyfustilfælde med medikamenter, og det er i særlig grad malkekobesætninger, der er ramt, siger inspektøren til Vestkysten. I øjeblikket er mælkeproduktionen ca. en tredje del under det normale niveau for en besætning af denne art, men det er uhyre svært at finde smittekilden. Der bliver nu foretaget en række nye prøver og undersøgelser, men i første række, er der tale om at isolere både besætning og ejendom mest muligt. Vi vil dog ikke skride til drastiske forholdsregler, idet det er vor opfattelse, at denne tyfustype populært sagt ’skal hentes’ og ikke spredes uden videre.

Veterinærinspektør Møllgaard oplyser, at den ramte landmand, har lidt store tab, og zanzibartyfussen har i dette tilfælde slået noget hårdere ned, end man er vant til med tyfus – specielt over for voksne dyr. Man har mange tyfustyper, med det der det første tilfælde herhjemme og i udlandet kender man heller ikke meget til denne tyfusart. Serumlaboratoriet vil derfor arbejde videre med sagen, og man vil fra Veterinærmyndighedernes side gøre alt for hurtigst muligt at få den ramte ejendom gjort sygdomsfri.

Vi betragter fortsat tilfældet med den største alvor og håber, at det kan holdes isoleret og sygdommen udryddes, siger Søren Møllgaard.

Der døde 3 køer, en ko faldt i en grøft og fik benbrud. Koen blev sendt til Tønder Slagteri på en særlig blanket, der kun kunne udstedes af Kredsdyrlægen. Da det skete i påsken, skrev jeg selv slagteattesten, og fik den senere accepteret. Koen blev selvfølgelig kasseret.

Storken er så træt, at den ikke kan flyve

Løgumkloster – BR 1970

Et drama udspilledes i går i Løgumkloster. En fremmed storkehan forsøgte i mere end en time at dræbe en hun og smide dens tre unger ud fra reden på taget af præstegården.

Ved menneskers hjælp blev hannens angreb afvist, og hunnen menes trods svære sår at overleve.

- Jeg har ikke tidligere hørt om redekampe på denne årstid, siger dyrlæge Svend Beim, Løgumkloster, der måtte hjælpe den overfaldne.

De kæmper tit om foråret for at få deres gamle reder tilbage. Den han, der holder til på præstegårdens tag, var der ogdå i fjor, men hunnen er ny. Den angrebslystne han kredsede efter overfaldet flere timer over reden.

En ung mand fik den angrebslystne han slået på flugt. Men da var hunnen også så udmattet af at forsvare rede og unger, at den to gange faldt ned på jorden og måtte bæres op igen. Først flere timer senere vendte den rigtige han tilbage efter det meste af dagen.

Løgumkloster Billedbladet - Storker af sted

Forleden ringede en opskræmt man til Falck-Zonen i Tønder og meddelte, at der gik en stork på gaden i Løgumkloster. Først havde manden troet, at han havde fået for meget at drikke, men storken var rigtig nok, for man ku’ føle den. Historien bag det mærkelige syn er, at pedel Holger Popp på efterskolen i Løgumkloster i efteråret fandt en stork, der havde fået brystkassen forbrændt på en el-ledning. Han fik den til dyrlæge, og efterhånden blev den helt tam. Nu spadserer den rundt på skolen og i byen, hvor folk er ved at vænne sig til den.

Ih – hvor kommunalt!

Da Løgumkloster kommune byggede et rensningsanlæg i 70érne, skulle et stort vandhul på en mark vest for Løgumkloster tømmes. Kommunen ville tømme vandet ud på ejerens mark. Han henvendte sig derfor til mig, og spurgte om det på nogen måde kunne være sundhedsfarligt. Jeg kunne ikke udelukke, at der ville være tungmetaller i vandet, hvorfor jeg frarådede ham at lade vandet udlede på markerne.

Der blev nu ført en kloakledning hen over marken fra byen til rensningsanlægget. Efter den tid kunne ejeren ikke græsse sine kreaturer på marken. De blev nemlig efter et par måneder utrivelige. Det viste sig senere at rørene var lagt ned i rent mudder og de havde derfor forskubbet sig i forhold til hinanden.

Om vinteren kunne man se dampe fra ledningen stige op fra marken.

Amtet der havde tilsynspligten med arbejdet havde svigtet. De skulle besigtige kloakledningen før den blev dækket med jord. At entreprenøren  havde dækket rørene til inden tilsynet var noget andet. Ved en henvendelse til amtet, blev det afvist at tilsynet havde svigtet.

Sammen med en landbrugskonsul foretog jeg nu nogle prøver af afgrøderne på marken. Der blev påvist tungmetaller i de fleste af prøverne. Blodprøver udtaget af kreaturerne viste dog ikke noget.

Efter en henvende fra kommunen, blev jeg bedt om at lade sagen falde, hvilket jeg opfattede som mandatsvig. En konsulent bakkede mig op, og vi fortsatte med at presse kommunen. Den sendte nu en røntgenvogn ind på marken, og der blev konstateret store utætheder i kloaksystemet. Kommunen forsøgte at udbedre skaden, hvilket til dels lykkedes for dem.

Da alle undersøgelserne skulle erholdes af ejeren selv, måtte vi begrænse til de mest påkrævende undersøgelser.

Resultatet blev i øvrigt, at Løgumkloster Kommune kort tid efter købte ejendommen til en overpris for at få sagen afsluttet. Ejendommen er nu lejet ud til Norsk Hydro, der bruger bygningerne. Her laver de forsøg og udvikler nye produkter.

Løgumkloster dyrlægepraksis

Beim og Gram kører dyrlægepraksis sammen i 25 år. De deler alle udgifter og indtægter lige.

I maj 1978 (Svend 54 år) ansætter de dyrlæge Erling Lund (født den 18. juni 1949. Eksamen 1976), som assistent. Allerede den 1. januar 1979 bliver han kompagnon. Samtidig bliver indtægter og udgifter fordelt på den enkelte dyrlæges arbejdsindsats. 6 år senere ansætter dyrlægerne i Løgumkloster, Ole Caspersen (født den 24. april 1953. Eksamen 1979) som assistent. Fra den 1. januar 1985 bliver han kompagnon. Samtidig går Peter Gram ned i arbejdstid. Han arbejder nu kun mandag og tirsdag formiddag.

I 1985, efter 32 års godt samarbejde med Svend forlader Peter Gram kompagniskabet. Svend fortsætter sit virke i kompagniskabet. Han får suppleret bilradioen med en biltelefon, så han nu kan ringe direkte til Minna, hvis han skulle blive forsinket til aftensmaden. Samtidig får han en personsøger, så han hvor som helst kan blive kaldt over radioen. I hjemmet bliver regnskabshæfterne skiftet ud med et regneark, så der bare skal afleveres en diskette på Dyrlægecentralen.

Den 1. september 1994 forlader Svend kompagniskabet efter 42 år som praktiserende dyrlæge i Løgumkloster.

Svend Beim har været med til at udrydde følgende sygdomme:

TUBERKULOSE
OKSEBREMSER
LEUKOSE
IBR 

 Svend Rasmus Willy Beim døde torsdag den 30. jan. 2014 kl. 13.45 på Elmeallé 11 i Løgumkloster.

Sectio caesarea bovis

Af S. Beim og P. Gram, Løgumkloster

Særtryk af Medlemsblad for Den danske Dyrlægeforening nr. 8 – 15. april 1957.

Søger vi i danske veterinærlitteratur efter afhandlinger om kejsersnit hos koen, findes kun 2 artikler. Svend Larsen udførte operationen, men lod koen nødslagte et par dage efter. Indikationen var en uudrettilig torsio uteri [1]. N. M. Mose har beskrevet 2 tilfælde: 1 med et emfysematøst [2] foster med godt resultat, samt et med en mangelfuld opblokning af Cervix (19), ligeledes med gunstigt resultat og en levende kalv. Begge opererede paralumbalt [3] i højre side. 

I den udenlandske litteratur findes derimod et utal af beskrivelser dels af enkelte tilfælde og dels med meget store talmaterialer. Således kan nævnes, at Vandeplassche har udført ca. 500 kejsersnit. De fleste operationer blev udført på klinikker, og vi finder derfor, det kunne være af interesse at se, hvorledes resultaterne er i en almindelig landpraksis. Kunne vi samtidig stimulere interessen for operationen og hjælpe med til at afklare indikationsmrådet,  er formålet med denne artikel opnået. 

Angående operationsteknikken skal vi nøjes med en ganske kort beskrivelse, da den er beskrevet udførligt mange steder. 

I de første tilfælde opererede vi efter den af Blendiger beskrevne teknik – den mediane metode [4]. Vi er dog senere gået over til at foretage laparotomien paramediant [5] i venstre side. Vi begynder med en Epiduralanæstesi[6] (40 – 60 ml 2% Xylocainopløsning). Koen kastes derefter på højre side, og for- og bagben fikseres. Efter almindelig forberedelse af operationsfeltet gives yderligere 20 – 30 ml af samme opløsning lokalt. Hudsnittet lægges skråt, omtrent parallelt med lyskefolden, cirka 10 cm lat. [7] for mælkeåren og begyndende cirka 10 cm cranialt [8] for yveret. Efter åbning af bughulen, og efter at nettet, hvis dette dækker uterus [9], er skubbet cranialt (8), fattes spidsen af det drægtige horn og løftes frem. Det kan undertiden være nødvendigt at foretage en torsion [10] af Uterus for at opnå dette. Efter åbning af børen og ekstraktion [11] af kalven sutureres uterus [12] med en fortløbende madrassutur [13], der eventuelt kan forsænkes. Ved suturering[14] af bugvæggen anlægges en fortløbende madrassutur (13), der omfatter fasciebladene [15] med peritoneum [16]; den lægges således at kammen vender udad. Denne forstærkes yderligere med en almindelig fortløbende sutur. For at undgå de generende postoperative [17] hævelser, der skyldes muskelnerose [18], løsnes muskulaturen stumt fra fascieebladene inden sutureringen og tages ikke med i suturen. Almindelig hudsutur. 

Indikationerne inddeles som bekendt i de absolutte, hvor anden forløsning ikke er mulig, og de relative, hvor koen kan forløses ad anden vej. Hertil kommer så kejsersnittet som terapi, hvor man ved at operere inden fødslen forsøger at redde koen.

De indikationer, der har ligget til grund for vore operationer, har æret 12 tilfælde af relativt eller absolut for stort foster, mens den absolutte indikation er repræsenteret med 5 tilfælde, nemlig: 

-         emfysematøse (2) foster med sekundær tillukning af cervix [19]

-         forlænget drægtighed

-         primær mangelfuld opblokning af cervix (19)

-         forsterdød i 7. måned uden udstødning

-         paraplegia ante partem [20] 

hvilket sidste tilfælde vel nærmest kommer ind under indikationen: Terapi for at redde moderdyret.

I de 12 tilfælde kunne vi altså have forløst køerne embryotomi [21]. Af de 12 kalve blev de 11 forløst levende, deraf døde en et par dage gammel af enteritis [22].

Puerperiet [23] er hos alle patienter forløbet så godt som normalt. Efterbyrden er afgået inden 8 timer, og vi har i intet tilfælde helet p. p., dog har der i enkelte tilfælde været en ringe suppuration [24], der er afhelet uden behandling. Dette har særlig været tilfældet ved den mediane metode  (4).

Til nærmere belysning af disse 12 tilfælde en enkelt journal: Dato: 18-1-56

Ko ca. 8 år, krydsning S. d. M. – korthorn.

Indikation: Absolut for stort foster.

Operation: Teknik efter Blendinger  (median laparotimi [25]).   

Ved suturering (14) af uterus blev der kun anvendt én etage.

Til suturering (14) af bør og fascie (26) anvendtes plaston [27]. 90 ml 2% Procainopløsning epiduralt [28], 1 Aureomycinoblet [29] i bughulen. 10 ml Penamycin på uterussuturen og i hudsnittet.

Koen blev forløst for en levende doubletkalv [30] 70 kg.

Forløb: Efterbyrden afgik efter ca. 6 timer. Almenbefindet godt, 2 mill. I. E. Dipencillin. Dagen efter operationen. Puerperiet [31] forløb normalt. Heling p. p. 

I de resterende 5 tilfælde har vi yderligere kunnet redde 2 kalve. 1 tilfælde af primær mangelfuld opblokning af cervix (19). Operationen forløb normalt. 1 tilfælde, hvor kejsersnittet blev udført på en ko, hvor vi ikke kunne komme diagnosen nærmere end paraplegia ante partem [32]. Operationen blev udført for eventuelt at redde koen, der nærmest var moribund [33]. Efter en ringe bedring med begyndende opblokning døde koen 4 dage senere uden at være kommet på benene. 

1 tilfælde blev udført på en ko af Rød dansk Malkerace med forlænget drægtighed. Koen var gået 3 måneder over tiden, og da den stadig intet tegn viste på at ville kælve, blev den opereret. Den blev forløst for et misfoster, der var typisk for den forlængede drægtighed. Kalven døde 5 – 10 minutter efter forløsningen. Efterbyrden afgik efter 4 – 5 døgn. Mælken begyndte at skyde til efter 3 – 4 dage, og koen kom op på en ret god ydelse.

Af en nabokollega blev vi tilkaldt til en jerseyko og anmodet om at foretage kejsersnit. Koen havde 14 dage før vist tegn til at ville kaste i 7. måned, men der var ikke sket nogen opblokning. Den var nu blevet syg på grund af intoxication [34] fra et dødt foster. Ved operationen viste det sig, at fostervandet var afgået og uterus misfarvet og sæde for en perimetritis [35]. Da uterus på grund af sin ringe størrelse – 7 måneder drægtighed – og stærke kontraktion ikke kunne løftes frem gennem såret, blev den åbnet intraperitonealt [36], og et råddent foster med vedhængende efterbyrd blev fjernet. Sutureringen af børen var meget vanskelig, dels fordi der skulle arbejdes intraperitonealt, dels fordi børvæggen var så mør, at suturerne ustandselig skar sig igennem. Trods dette kom koen let over operationen. 

Det sidste tilfælde drejer sig om en ko med sek. tillukning af cervix (19) og et emfysematøst (2) foster i sædeholdning. Koens almenbefindende var inden operationens begyndelse så dårligt, at den ikke mere kunne komme på benene. Da det var umuligt at løfte spidsen af hornet frem i såret, måtte uterussnittet lægges lateralt for den store kurvatur. For overhovedet at få kalven ud blev det endvidere nødvendigt af foretage embryotomi21 gennem bugsåret. Koen døde kort efter, og operationen burde aldrig være påbegyndt. 

Skal man forsøge at afgrænse indikationsområdet, kan de absolutte indikationer lades ude af betragtning, idet disse tilfælde kun kan forløses ved kejsersnit. Ved de relative derimod, hvor forløsning kan finde sted både ved kejsersnit og embryotomi21, må en sammenligning af de resultater, der opnås, lægges til grund for, hvornår man vil foretrække det ene eller det andet. Ser vi først på operationsrisikoen ved kejsersnit, og specielt de tilfælde med levende kalve, ligger mortaliteten meget lavt. Vi tror, den kan begrænses til nogle få procent. Risikoen skulle således være lidt mindre end ved embryotomien (21). Den væsentligste dødsårsag ved kejsersnit er peritonitis 37] og forblødning, og disse tilfælde ses gerne ved emfysematøst2 foster og torsio uteri1. 

Det er vort indtryk, at patienterne kommer lettere over kejsersnit end total embryotomi (21), idet vi i alle tilfælde med relativ indikation har haft et så godt uforstyrret puerperium (23).

Angående drægtighed efter operationen kan vi på grundlag af vort materiale ikke udtale os, idet kun nogle få øer atter er løbet. Disse er dog blevet drægtige, og de første køer har kælvet igen uden hjælp. Drægtighedsprocenten efter kejsersnit opgives i litteraturen til 75 % af samtlige tilfælde. 

Den væsentligste fordel ved kejsersnit ser vi dog deri, at vi i de fleste tilfælde kan redde kalven, der her på egnen med mange køer af Hollænder – og korthornsrace har stor værdi. Det er hovedsagligt også hos krydsningskøer mellem korthorn og sort dansk malkerace, vi har de vanskeligste fødsler. 

Operationen er for dyrlægen mindre anstrengende end den totale embryotomi (21). Den lader sig udføre på ca. en time, når man først er fortrolig med teknikken.

Vi kan derfor kun drage den konklusion, at vi foretrækker kejsersnit i alle tilfælde, hvor kalven er levende og har en værdi, der gør operationen økonomisk forsvarlig for ejeren, idet honoraret her er betydeligt større end for en total partering. Samtidig er det en personlig tilfredsstillelse at forløse en fødselspatient for en levende kalv, i stedet for at have stumperne af kalven liggende i grebningen. 

Skal kejsersnit få nogen væsentlig betydning i vor fødselshjælp, må hovedvægten lægges på de relative indikationer. Man vil da også få bedre resultater, når man står over for de meget sjældne tilfælde, hvor kejsersnit er eneste udvej, og hvor udfaldet ofte vil afhænge af dyrlægens erfaring og færdighed. 

Benyttet litteratur:

S. Larsen: Månedsskrift f. D. 1898-99.

N. M. Mose: Månedsskrift f. D. 1929.

H. Tillmann: Der Kaiserschnitt bei Schwein u. Wiederkäuer. 1954. (Heri udførlig litteraturoversigt.)

Ordbog til dem, der som jeg ikke er helt inde i dyrlægesproget.

[1] børslyngning. [2] rådden, fuld af luft. [3] i rygmarven. [4] i midten. [5] i lysken. [6] rygmarvsbedøvelse. [7] ved siden af. [8] op imod kraniet. [9] livmoderen. [10] drejning. [11] udtrækning. [12] syning af livmoderen. [13] afspændingssyning, hvor man sætter et stykke gaze på hver sider af såret og syer først her for at holde såret sammen. [14] syning. [15] seneflade syes for sig. [16] bughinden. [17] efter operationen. [18] hendøende muskler. [19] livmoderhals. [20] fejlleje før fødslen. [21] partering af kalven I livmoderen. [22] tarmbetændelse. [23] tiden fra koen er tyregal til den bløder. [24] betændelse. [25] åbning af bughule. [26] hinde over muskel. [27] kunsttråd. [28] bedøvelsesmiddel til rygmarv. [29] et antibiotikum. [30] kalv af dobbeltvægt. [31] tid til fødsel. [32] lammelse efter fødsel (mælkefeber). [33] døende. [34] forgiftning. [35] betændelse uden for livmoderen. [36] på bughinden. [37] bughindebetændelse.