10 herlige år på Løgumkloster Apotek

Valg af praktiksted

Løgumkloster Apotek

Efter 7. klasse var jeg et år på kontorlinjen, og herefter 3 år i realen. I 2 real skulle vi i praktik. Jeg anede jo ikke, hvad jeg skulle være, så jeg kiggede i telefonbogen for at se, hvilke muligheder der var. Da jeg ikke fandt noget foreslog min mor, at min far jo kunne spørge på apoteket. Fru Apoteker Anna Kjems, (se mere i Storegade 10) var positiv, og det gav mig 14 dages praktik, hvor jeg kom hele vejen rundt.

(2173)

Udrustning

1. dag i min praktik startede med, at jeg blev udstyret med en hvid kittel, 25 spillekort, en apotekersaks, 3 tøjklemmer af træ og en grøn reklamekuglepen fra Meco Benzon. Herefter skulle vi ind og have et lille bæger med B-Tonicum. ’Dagens opfrisker.’ Så var jeg klar til at blive vist rundt.

Offisin

Jeg skifter en pære i loftet i offisin, og Lydia sørger for jeg ikke falder ned.

Det var Ruth Christensen, født den 10.apr. 1950, der viste rundt. Vi startede i apotekets officin, hvor der var en lang skranke med glasflade, skabe af træ for neden og en hel masse hylder på væggen alt i mahognitræ. Hvor kunderne stod, var der 6-8 siddepladser. Når man som kunde kom ind på apoteket, skulle man først gennem en forstue, hvor der bl.a. stod et stort bornholmerur og en kæmpe stor trækiste.

Receptur

I receptur sad provisor, Wivel, født den 25. jan. 1910 og modtog recepter per telefon. Ved et andet bord sad revisor, From, født den 7. jan. 1904 og lavede regnskaber med en gammel mekanisk regnemaskine, en Olivetti fra 1964 med strimmel. Når man trak håndtaget ned 1 gang skrev den på strimmelen og 2 gange, fik man resultatet. Her sad også det personale, der sørgede for at ekspedere recepter og andet medicin. De brugte elektriske skrivemaskiner. Senere kom der automatiske tekstknapper, hvor man ved at trykke på en tast f.eks. kunne få skrivemaskinen til at skrive '2 tabletter 3 gange dagligt'. Bagerst i lokalet var pakkeriet, hvor alle pakker ud af huset blev ekspederet. I et hjørne ved pakkeriet var et meget lille rum til alt det, der skulle stå på køl.

Laboratorier, defektur og kældre.

Ann og Lydia

Laboratoriet bestod af et rum med et højt bord i midten og et lavere bord. Der var vel 2 kogeplader til gas. I loftet hang store gryder. I et tilstødende lokale var det sterile rum, hvor der stod en digitalvægt.

Vi gik videre ud på gangen. Herfra kunne man gå ind i et lille rum, tabletlaboratoriet. Videre henne af gangen, der i øvrigt var med skabe fra gulv til loft, var defekturet, hvor al påfyldning foregik. Her stod en gammel, manuel, mekanisk skrivemaskine. Længere henne af gangen var en lille garderobe og et toilet til personalet. Over for garderoben var der en dør til varmekælderen, hvor alt, hvad der skulle stå tørt, var placeret. Det var fyldt med store kasser og svært at holde ryddeligt. Videre kom vi til bagdøren, hvor personalet mødte ind om morgenen. Her var et stort vaskerum. Først man kom ind var et bord og et par skuffer. Her blev indgående pakker ekspederet videre. Her var også døren til ’den kolde kælder’. Der var altid køligt i den kælder. Her stod hostesaft, 98% sprit, trætjære, salve og meget andet på hylder i lange rækker. Da vi skulle op af trappen igen fortalte Ruth, at noget jeg skulle huske var, at jeg altid skulle gå foran hende op af trappen. 

Andre rum

Det gamle hus til højre. Apoteket set bagfra. (Foto 2011).

Fra bagdøren og lige frem var der igen en gang med utallige skabe. Her stod alle stoffer, som skulle bruges i laboratoriet, ordnet alfabetisk. Overfor var fru Kjems kontor, der mest lignede en pæn stue med et skrivebord.

Længst nede af gangen var frokoststuen, hvor der stod en gammel, blomstret sofa og et par stole. Der var også et bord, en vask, en kogeplade og en kaffemaskine.

I et gammelt faldefærdigt hus ved siden af apoteket stod alle tomme flasker og en stor brændeovn til affald.

På apotekets loft, hvor jeg først kom senere, var der en hel masse rum med mange spændende ting fra gammel tid. På loftet kom personalet kun, når der skulle pakkes cellestofvat.  

PRAKTIKPERIODEN

Fru Thomsen I oficin.

De første dage var jeg i laboratoriet. Her huserede Fru Christensen i daglig tale kaldet Ruth. Ruth er gift med Henning, der dengang var brugsuddeler i Mjolden.

Vi lavede shampoo, B-Tonicum og hostesaft (Salina mixtur). Der skulle hentes væsker i ’den kolde kælder’ og stoffer i de mange skabe på gangen. Herefter blev der vejet, skrevet og alt skulle kontrolleres, - nogen gange af en apoteksassistent - andre gange af provisor. Det kom nok lidt an på, hvor farligt det var. Så hev Ruth et par enormt store gryder ned fra en stang i loftet, og så kunne vi ellers gå i gang med at fremstille medicin. Når de sidste dråber skulle skrabes ud af gryden, brugte vi ovennævnte spillekort til at skrabe med. Når det hele var færdigt, blev det sat ud i defekturet – påfyldningen.

De næste dage var jeg i tabletlaboratoriet. Her blev der lavet hovedpinepiller og afføringspiller m.m. Her regerede Ruth over 2. års eleven Else Marie Knudsen, født den 8. aug. 1955. Her skulle der vejes, sies, kontrolleres og blandes og hele rummet var en stor støvsky, så vi skulle gå med åndedrætsværn. I et hjørne af lokalet stod en stor tabletslåmaskine, som bankede pulveret sammen til en fin flad, rund tablet. -Det lykkedes ikke lige godt hver gang med de tabletter.
Stoffet til tabletterne fik apoteket hjem i store tønder. Den tønde vi brugte, fik jeg lov til at tage med hjem. Den blev i starten brugt som bord på mit værelse, mens jeg læste og senere er den stadig brugt som vasketøjskurv. Den står stadig i vores badeværelse, selvom vi ofte har set os om efter en anden.    

Tinne i gang med at fylde flasker i defektur med nyerhvervelsen - en pumpe.

I påfyldningen, hvor jeg var et par dage, var Tinne, fru Friedrichsen født den 15.juli 1920. Hun delte apotekets rengøring og kaffe brygning med Dorthea, født den 7. jan. 1920. Tinne, hvis datter Ruth var i laboratoriet, boede på en gård med sin mand i Løjtved. De var nabogård til min onkel, Carsten Matzen og tante (5a) Margrethe Matzen. I påfyldningen skulle der bl.a. fyldes tabletter i glas. Vi brugte en slags store flade skovle med 10, 20 eller 25 huller i. Når vi tog en skovlfuld faldt tabletterne ned i hullerne og ved hjælp af en tragt, kunne vi nemt få dem ned i glasset. Det var meget vigtigt, at der var præcist antal i hvert glas. Var der et par tabletter til overs til sidst, eller røg der nogen på gulvet, skulle de smides ud eller puttes i Tinnes wunderglas, et lille glas Tinne altid havde i lommen, til tabletter hun kunne bruge i ny og næ, når der trængtes hertil. Herefter skulle der stemples kontrolnummer på fortrykte etiketter. (Hvis du læser det følgende, og ved bedre end jeg om kontrolnummeret, så send mig en mail). Kontrolnummeret bestod af et nummer på, jeg tror 6-7 cifre. Det forreste tal var årstallet. De næste tre tal var månedens nummer gange 30 plus datoen. De sidste tal? Efter stemplingen skulle etiketterne klæbes på glassene. På alle glassene var der 1 eller 2 streger i glasset, som man skulle sigte efter for at få etiketter sat lige på. Det var før de selvklæbende etiketter, så først skulle de rulles og fugtes og herefter klæbes på.

En dag skulle der hældes hostesaft på flasker. Her blev der brugt en kande. Med kanden i den ene hånd og flasken i den anden, skulle man kunne hælde i fri luft. Der var ikke noget med at flasken stod på bordet. Det var en dyd Hr. Wivel lærte mig. Bagefter var det ellers det samme med kontrolnummer, stempling og påsætning af etiketter.

Tinne var utrolig venlig og hyggelig at arbejde sammen med, og var det ikke fordi, hun sagde, at det ikke var et arbejde for en frisk dreng som jeg, havde jeg stået der den dag i dag, -sammen med Tinne.

Fru Thomsen receptur og Lydia I regnskabsafdelingen

Næste stop var receptur. Her var det Lydia (se Vindmøllegade 15), Ann Dybro, født den 20. nov 1952, Hr. Wivel og fru Kjems der regerede. Jeg blev sat grundigt ind i tingene, men måtte ikke gøre de store ting på grund af risiko for fejl.  Her lærte jeg bl.a. defektkortet at kende. Det bestod øverst af navnet, vægt og antal samt en rød, gul eller grøn plet. Den røde plet betød at medikamentet var receptpligtigt, og hvad den gule og grønne betød, husker jeg ikke.

FERIEJOB 1973 - 83

Ann Dybro senere Kjeldsen I laboratoriet.

At denne praktikperiode skulle give mig feriejob de næste 10 år, havde jeg ikke spået. Fra 1973 – 83 var jeg således i apotekets pakkeafdeling. Mit arbejde bestod bl.a. i at pakke varer ud, kontrollere indholdet og sætte defektkort på. Herefter skulle varerne sættes på bakker og sættes ind i receptionen, hvor andre så satte varerne på plads.

Nogle få af de pakker vi fik tilsendt blev leveret med fragtmanden. De fleste pakker hentede jeg på Lydias sammenklappelige cykel eller min knallert på rutebilstationen. De kom fra enten Bang og Tegner, Max Jenne eller Meco Benzon. Det var også her på rutebilstationen, der skulle indleveres pakker, som skulle med bus til håndkøbsudsalgene eller private personer. Pakkerne blev vejet og bogført af stationsforstanderen. Det der ikke kunne bringes med bus blev sendt per post.

Medicinen skulle pakkes forsvarligt. Jeg husker, at det var Margrethe, frk. Jørgensen, født den 29. apr. 1953, der fortalte mig hvordan. Jeg skulle forestille mig provisor, Hr. Wiwel stå på øverste hylde oppe under loftet og hoppe ned på pakken. Holdt pakken, var den forsvarligt pakket. Ja, så simpelt var det.

Hr. Wiwel mixer noget farligt sammen.

Hr. Wiwel drak kun stærk kaffe. Han skulle altid have den første kop, der løb gennem kaffemaskinen. Han elskede at snakke bagvendt. For mit vedkommende hostpuset, sutebiltrationen, hogbandleren m.m.

En gang om ugen, tror jeg, skulle jeg lave lapissalve til en patient. Lapissalve er særdeles lysfølsom og bliver hurtig brun. Men den måtte ikke blive brun. Det var lapis, der skulle blandes i noget vaselineagtigt noget. Først satte jeg en morder i varmt bad. Så skulle der tareres, vejes og kontrolleres. Så kom jeg vaselinen i morderen. Den skulle røres lind. Når så lapissen kom i, skulle der røres rigtig hurtigt, og rigtig hurtigt skulle det hele ned i en brun krukke. Herefter skulle den kontrolleres af Hr. Wiwel. Den blev for det meste lysebrun, men da den engang var blevet brun i striber, fik jeg besked på at lave den om. Nogen gange var jeg heldig at Lydia, Ruth eller Else Marie havde lavet den om formiddagen.

Fra sommeren 1976 kørte jeg et par gange om ugen håndkøbsmedicin og almindeligt medicin pakket i blå apotekerposer til købmand Ganzel i Bredebro. Så futtede jeg afsted i fru Kjems blå Simca, og når hun ikke var på apoteket, kørte jeg i Else Maries Morris Mascot eller Lydias Citroen. Da Anna's gamle Simca blev skiftet ud med en splinter ny Citroen, var jeg lidt spændt på, om jeg måtte køre den. Lige hentet fra autoforhandleren futtede jeg til Bredebro i Anna’s Citroen, og da jeg kom tilbage til apoteket, var hendes første spørgsmål: ”Nå, hvordan synes du den går”. Et spørgsmål, jeg ikke havde forventet.

Fru Kjems sagde De til alle på apoteket undtagen mig. Fru Kjems og jeg var dus, da jeg ofte glemte at sige De til hende. Det tog hun med et smil.

Når fru Kjems var på ferie, var der mere afslappede forhold på apoteket. Så gik Lydia i varmekælderen, og fandt noget vi kunne sælge i udsalg. Engang klædte Lydia og Ann sig ud som gamle koner og satte sig ud blandt kunderne og lavede fis og ballade. Og når Hr. Wiwel var til frokost, var Lydia provisor, for hun var bedst til at lave Hr. Wiwels bølgestreg (hans underskrift) på medicinglassene.

Jeg skulle også slå græs i apotekets baghave og ved fru Kjems privatbolig i Markledgade og i juni plukke hyldebærblomster. Og så var jeg almindelig bydreng. Almindelig på den måde, at hvis der lige var nogen, der manglede noget, var jeg på spring. Det apotekerpigerne nød mest var at sende mig tilbage med undertøj og BH’er de havde haft i udvalg. Det husker jeg som noget nok så pinligt.

En uge eller 14 dage hver sommer var mine forældre på sommerferie. Så skulle jeg jo selv lave mad. Et år havde mine forældre bestilt malere i deres ferie. Jeg kunne derfor ikke lave varmt mad. Lydia tilbød at jeg så kunne spise hjemme hos hende. Det kunne, jeg jo ikke tage imod. Så i stedet lavede Lydia en portion millionbøf til mig på apoteket. En kæmpe portion. Da jeg så sad derhjemme og spiste kom apotekerpigerne og spiste med, og jeg forstod bedre, hvorfor portionen skulle være så stor.

Løgumkloster biograf lå lige ved siden af apoteket. Ud mod gaden var der et mindre skab, hvor apotekets regnskabsfører, biografejer From hængte plakater med kommende film i. En uge viste biografen 'De sexglade apotekerpiger'. Det blev fru Kjems for meget, så hun bad From fjerne plakaten, hvilke promte blev gjort.  

Med Carmen Curles og andet godt smukkeserer apotekerpigerne sig til en tur med Sildbåden i 1976.

Vagn Jacobsen ireceptur på det Nye apotek I Østergade.

En uge efter sommerferiens afslutning var der Kloster Mærken. Da var jeg så hjemme igen, da jeg i et par år solgte gammeldags vaffelis for Børge Hansen, der ejede Grotte, kiosken i Løgumkloster. Engang fru Kjems så, at jeg stod og solgte is, købte hun is til hele personalet.         

Apoteket blev solgt videre i 1980 til apoteker, Vagn Jacobsen, og apotekerpigerne sørgede for, at jeg kom med i overtagelsen, så jeg var sikret min sommerferietjans. 

I 1982 blev der bygget nyt apotek i Østergade, så her nåede jeg at få 2 år som altmuligmandssommerferieafløser. Samme år alsluttede jeg lærereksamen fra Haderslev Statsseminarium. 

Jo, det var nogle herlige sommerferier, jeg havde på Løgumkloster Apotek.

HOV! Da spildte fru Thomsen vist kaffen!!!

Apotekets personale fra 1973 – 1983:

Lydia Fruth, Ann Kjeldsen født Dybro, Ruth Christensen født Friedrichsen, Else Marie Knudsen, Margrethe Jørgensen, Ruth Skov, Hr. Wiwel, Anna Ida Helene Kjems, Marie, Tinne Friedrichsen, Anne Marie Nissen født Matzen, From, Fru Thomsen, Peter Søgaard, Marichen, Schlichting,

Links:
Løgumkloster Apoteks hjemmeside