Rønde Gymnasium og Studenterkursus

FAKTA:

Da jeg gik på Rønde Kursus var der 3 grene at vælge imellem: Klassisk-sproglig,

nysproglig og matematisk-fysisk. Vores fællesfag var dansk, fransk, historie, geografi, biologi og matematik. Der var ingen timer i formning, musik og gymnastik. Det var lige på og hårdt med bl.a. 7 matematiktimer, 5 fysiktimer og 4 fransktimer ugentligt.

Vores dag begyndte med morgenvækning kl. 7.15. Fra 7.30 til kl. 8.00 var der morgenmad. Efter 1. time var der morgensamling og så kom 2.-5. time frem til kl. 12.20 hvor der var middagspause. Jeg deltog ikke i Tolvsang, så jeg havde pause frem til 12.50 hvor 6. time startede. 7 time sluttede kl. 14.30. Herefter skulle der være læse-ro frem til kl. 18, hvor der var aftensmad og så skulle der igen være læse-ro og senest kl. 23.00 skulle vi være på vores værelser.

At der skulle være læse-ro betød, at der skulle være ro på gangene.   

Gymnasietiden

Efter et år på Silkeborg Højskole startede jeg på Rønde kursus, nu Rønde Gymnasium og Studenterkursus, for at tage matematisk-fysisk studentereksamen. Det første år boede jeg på skolen, hvorefter jeg som de fleste andre flyttede ud i byen.

Det var min søster Kirsten og mor, der sørgede for at transportere mig den lange vej til Rønde august måned 1976. Jeg blev indkvarteret med en kuffert med tøj og penalhus i et lille værelse på lige knap 8 m2. I værelset, der var møbleret, var et lille træskab, en skibsbriks, et skrivebord med kontorstol, en miniradiator med 3 konvektorer og et lille sprossevindue. Gangen, der hed Munkeallé var en ren drengegang med 30 værelser, hvor kun de 18 var beboet. Til deling havde vi bad, toilet og et lille tekøkken. I Badeværelset var 3 brusere, der havde set bedre tider og 4 håndvaske og ét lille spejl, toiletter med gammeldags træk og slip i loftet og det gamle brune toiletpapir, der skulle nulres godt for ikke at slide vores bagdele helt op. Et koldt terrassogulv overalt undtagen på værelserne, hvor der var et tyndt gråt væg til væg tæpper.

I det 1. værelse lige neden for den snoede grønmalede trætrappe boede Ugilt. Han gik på skoleholdet og tog 10. kl. Ugilt var høj og ranglet. I de andre værelser boede bl.a. Claus Bonnez der blev advokat, Poul Jensen, der tog studentereksamen i øvrigt som fuld privatist, Poul Gammelgaard Poulsen der blev dyrlæge, Jens Væggemose, der, som jeg blev lærer. Og så var der sømanden, der røg Early Morning Pipe og Capstan.

Claus var den første der bankede på min dør, han skulle lige se de nye starutter, der havde fået værelse på gangen.

Claus spurgte om jeg manglede noget og jo, en reol kunne da være fin. Så han transporterede mig i sin mørkeblå Fiat 128 til det lokale byggemarked. Vi fik købt spånplader, der blev savet ud i de rigtige størrelser og købt skruer og vinkler, så vi også kunne få det samlet. Claus sørgede for at skaffe et håndbor og skruetrækker hos pedellen, og snart havde jeg en fin reol til bøger og mit Tanberg stereo-anlæg, som jeg senere fik med op fra Løgumkloster. Jeg var meget positiv overrasket over den flinke Claus Bonnez, der den første dag blandt 150 nye ansigter havde været mig så behjælpelig uden at forlange det mindste igen.

Over vores gang var der også drengegang der blev kaldt Langelinje. Her boede bl.a. blinde Peter. Han havde 2 værelser, et hvor han boede og et, hvor alle hans bøger med blindeskrift stod. Peter klarede sig formidabel trods sit handicap. Han havde afmålt hele Rønde Kursus i skridt og gik sjældent famlende rundt. Han var dog glad, når man stak ham en arm at holde fast i. Så hægtede Peter sig bare på. I starten troede vi, at han skulle føres, og at vi skulle gå ekstra langsomt. Men Peter fik os hurtigt lært, at vi bare skulle gå helt normalt. Han skulle nok følge med, og han vidste for det meste, hvor vi gik hen.

Peter havde på fantastisk vis udviklet sine andre sanser. Hans lugte, høre og følesans var helt anderledes bedre udviklet end vore. Han var udmærket klar over, hvem han stod iblandt, når vi ventede på at komme ind til aftensmaden. Ja, jeg tror han kunne lugte, når der var kønne piger i nærheden. Når vi så krimier i fjernsynsstuen om aftenen, gik Peter ofte ½ time før filmen sluttede. Han blev ikke forvirret af billederne, men lyttede sig frem og kunne derfor ofte fortælle os, hvem morderen var, lang tid før vi andre.

På denne gang boede også Søren. Asocial og bund distræt. Når Søren spiste aftensmad sørgede han altid for at få det bedste. Derfor stod han ofte op og spiste sin mad. Han havde ofte problemer med, at han ikke kunne finde sin nøgle, hvorfor nogle gode kammerater bandt en snor i nøglen, som han kunne sætte fast i bukserne. Snoren var lang og det var ikke altid Søren fik det hele puttet i lommen. Så derfor dinglede nøglen ofte ham om benene. Men en snarrådig person gav ham så en karabinhage til at hægte fast i bukserne. Men det gav bare Søren nye problemer. For Søren troede, at den skulle blive siddende i bukserne mens han puttede den i nøglehullet, så indtil vi fik ham fortalt den rigtige anvendelse, stod han på tæer og med kroppen presset helt ind mod døren for at få nøglen sat i låsen.

Og så var der Rita fra grundskolen. Rita gik for det meste med pandebånd og flot og farvestrålende tøj. Hun var skrap, men havde en fantastisk udstråling, der kunne gøre os gymnasiedrenge bløde i knæene. Når vi spiste aftensmad var der ofte kamp om at komme til at sidde ved Ritas bord. Hun kunne altid skabe en spændende seance ved bordet. En god adspredelse fra matematikken og fysikken.   

Der var voksdug på alle borde. Når der skulle laves sjov ved bordet væltede vi vandkanden. Vandet løb ud på bordet og så gjaldt det om at holde voksdugen oppe for ikke at få det ned over sig.

Min bedste klassekammerat var nok Taus Dønner, dyrlægesøn fra Nordjylland et sted. Taus var en rigtig god og stille klassekammerat, en alle holdt af. Taus havde aldrig penge på lommen. Når jeg havde fået fat i en Cecil og var nået dertil, hvor jeg var lige ved at brænde fingrene, så bad Taus om det sidste hvæs. Taus kunne nemlig holde smøgen indtil papiret var brændt helt op. Når så den sidste tobak smuldre mellem hans fingre sagde han altid: ”Satans osse”.   

En gang vi var på studietur til København, manglede Taus og jeg et sted at bo derovre. Vi havde ikke, som de andre nær familie i hovedstaden, og selvom vi begge lagde hovederne i blød, kunne vi ikke komme på nogen. Som alternativ kunne vi bo på missionshotellet. Men min mor kom i tanke om, at hun havde en kusine, der boede i Dragør. Hende prøvede jeg så at ringe til og uden nærmere overvejelser fik vi lov til at bo der, alle 5 dage vi skulle være af sted.

Hele ugen kræsede de for os. Når vi kom hjem om eftermiddagen havde konen smurt håndmadder og om aftenen guidede de os rundt i Dragør og Kastrup. Ja, vi havde det så rart hos Else og Hans, at når de andre tog på bytur, tog Taus og jeg ’hjem’ til Dragør, og hyggede os der. En aften vi sad og spiste spurgte Else lige så forsigtigt: ”Hvad hedder Taus egentlig rigtigt”. Taus Dönner. Hun troede, Taus bare blev kaldt Taus, fordi han ikke sagde så meget.

Hele det første år boede og spiste jeg alle måltider på skole. Der var indlagt en pause på en halv time hver dag, hvor alle kosteleverne kunne nå at spise. Når der var stegt sild på menuen, gik vi dog på den lokale grill. Senere, da jeg boede i ude byen, fortsatte jeg her med at spise middagsmad på alle skoledage. I weekenden lavede jeg selv mad med dem jeg boede sammen med. Det sidste år, hvor jeg boede alene, havde jeg madklub med Margit og Karen Marie.          

Lommeregneren var godt nok opfundet men måtte ikke bruges til eksamen. I stedet brugte vi Matematiske tabeller ERLANG C, ved Allan C. Malmberg fra 1975 og en regnestok.  Bogen rummede tabeller over Logaritmer, Antilogoritmer, Naturlige logaritmer, Eksponentialfunktioner, Kvadrattal, Tabel over 1:x², Kvadratrodstabel, omregning mellem grader og radianer, Tabeller over log sin x° og log tan x° osv.

Før jeg fik bil, blaffede jeg ofte, når jeg skulle ind til min søster i Århus eller hjem til Løgumkloster. Det var ofte hurtigere end at skulle tage bus og tog.

Jeg husker specielt engang, hvor det absolut ikke gik glat. Jeg blaffede sammen med Gunnar Hattesen. Vi valgte på et tidspunkt at dele os, da vi havde stået 2 timer nord for Vejle. Jeg gik forud for at give Gunnar en færd chance, da han ikke var så vant til det. Da Gunnar så blev samlet op, og da han kørte forbi mig i en stor Scania vinkede han, alt hvad han kunne, og havde et kæmpe smil på læben. – Jeg måtte gå gennem hele Vejle, men blev så samlet op af en dame i en varevogn, som skulle til Tønder og ikke havde noget imod at køre gennem Løgumkloster. Da vi kørte gennem Jels begyndte det at dryppe, ved Toftlund regnede det kraftigt og ved Roost stod det ned i stænger og her stod Gunnar halvt ude på kørebanen og vinkede og pegede med begge tommelfingre på sig selv. I varevogn var der ikke plads til Gunnar, så jeg vinkede bare til ham, da vi kørte forbi. Gunnar forstod aldrig, hvorfor han ikke bare kunne være kommet med.

Det var mest repræsentanter, lastbilchauffører samt andre, der var alene i bilen og ikke havde noget imod en snak, der tog os med. Engang jeg stod i Løgten uden for Århus kom Hendes Majestæt Dronning Ingrid kørende forbi. Hun var alene på bagsædet i bilen, men stoppede dog ikke for at tage en sølle studerende med.

Hvis man skulle være heldig som blaffer, skulle man stå og ikke gå, mens man blaffede. Var der en pige med, skulle hun stå forrest, og man skulle ikke medbringe mere bagage end en almindelig sportstaske, man kunne have på skødet i bilen. Hvis man var langhåret som jeg, skulle man rage håret godt om i nakken så ørerne var fri. Dem der skulle til København stod med skilte, hvor de havde skrevet mod København, men os der skulle til Sønderjylland stod uden for den chance at møde en bil, der skulle mod Løgumkloster eller bare Tønder var lig nul. 

Min far skiftede normalt dyrlægepraksisvognen ud hvert andet år. En undtagelse var hans Opel Rekord 1.7 E van som han brugte fra 1973 til 1977. Den havde da kørt 200.000 km, og der var ikke meget brugtvognsværdi tilbage i den. Så da jeg ringede hjem og spurgte om jeg kunne låne den med til Rønde, fik jeg lov med den klausul at min søster skulle låne den i sommerferierne. Opel Recorden var en varevogn på gule plader, så der måtte kun være chauffør og én passager i bilen. Når jeg var hjemme på weekend havde jeg ofte en ekstra passager med på forsædet og nogen gange et par liggende bagi. Det var medstuderende, der på den måde kunne komme billigt til Rønde og jeg kunne få benzinen betalt.     

Det sidste fag jeg skulle til eksamen i før jeg kunne springe ud som student var kemi. Jeg havde valgt ikke at bestille studenterhue, for hvad skulle jeg med den. Bent F. havde en uafhentet studenterhue liggende i den lokale herretøjsforretning i Rønde. Han fik ikke brug for den i denne omgang, så for at løse has problem købt jeg så hans hue.